23948sdkhjf

Landsforening truede med retssag for brug af børneagenter: Nu er der nyt

Brugen af børneagenter i dagligvarehandlen får et retsligt efterspil. 

Det har vi tidligere afdækket her på RetailNews - og nu skriver Dagligvarehandlen, at advokat Allan Nejbjerg skal føre den første retssag af sin slags mellem dagligvarebranchen og Sikkerhedsstyrelsen. 

Den politiske aftale

  • Det nye initiativ er en del af en politisk aftale, som skal være med til at nedsætte børn og unges forbrug af blandt andet alkohol og nikotinprodukter.
  • Som en del af aftalen kan Sikkerhedsstyrelsen altså bruge unge mennesker under 18 år som kontrolkøbere for at tjekke, om butikker overholder aldersgrænserne.
  • I dag skal man være over 18 år for at købe nikotin- og tobaksprodukter.
  • Det skal man også, hvis man skal købe alkohol på over 16,5 procent. Er det under, skal man være over 16 år.
  • De unge kontrolkøbere er mellem 15 og 17 år.
  • Anvendelsen af unge må dog ikke "fremprovokere overtrædelser, som ikke normalt ville forekomme det pågældende salgssted".
  • Hvis man som erhvervsdrivende sælger alkohol til en mindreårig i strid med aldersgrænserne, risikerer man første gang en bøde på 10.000 kroner,

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

Den står mellem styrelsen og en kioskejer fra Hillerød, der tidligere har fået en bøde for at sælge alkohol til en kunde, der viste sig at være én af de såkaldte børneagenter. Bøden nægter kioskejeren at betale. 

- Det er selve kernen i retsstaten, at staten ikke skal lave noget kriminelt for at opklare kriminalitet. Med mindre der er tale om meget, meget alvorlig kriminalitet, siger advokaten til mediet og understreger, at fremgangsmetoden med børneagenter er "udansk". 

Allan Nejbjerg uddyber, at man vil forsøge at køre sagen som en prøvesag, så lovgivningen kan blive principielt testet - noget der i sidste ende kan få afgørende betydning for de øvrige detailister, der har modtaget bøder for salg af tobaks-, alkohol- og nikotinprodukter til mindreårige tidligere. 

Og skulle det vise sig, at sagen får karakter af en principiel prøvesag, spår advokaten, at der først kan foreligge en afgørelse på det juridiske spørgsmål om ét til to år. 

Selve retssagen mellem kioskejeren fra Hillerød og Sikkerhedsstyrelsen er ikke rammesat i retssystemet endnu. 

Formand i Nærbutikkernes Landsforening, Jesper Lundberg, har tidligere kaldt kampen mellem kioskejerne og Sikkerhedsstyrelsen for "Davids kamp mod Goliath".

Han understregede i samme ombæring, at sagen for foreningen var "så vigtig og principiel, at vi er nødt til at tage den". 

Nærbutikkernes Landsforening

  • Nærbutikkernes Landsforening blev stiftet 1. marts 1995.
  • Det skete som en fusion mellem Danske Kioskers Centralforening, Vin og Tobakshandlernes Landsforening og Tipsforhandlernes Landsforening. 
  • Derfor bygger NBL NBL bygger på over 100 års erfaring fra branchen. 
  • Nærbutikkernes Landsforening påpeger selv, at de ikke er nogen fagforening eller arbejdsgiverforening, men en faglig brancheforening uden politisk tilhørsforhold. 
  • NBL’s hovedformål er i stedet at gavne sine medlemmers vilkår på så mange områder som muligt.
  • Foreningen er landsdækkende, og er den eneste forening, der branchemæssigt 'favner' de danske kiosker og nærbutikker. 

Kilde: Nærbutikkernes Landsforening

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156